Tryghedsvandring55 Furesø

Tryghedsvandring55 Furesø

30-01-2017

Hvad vil Natteravnene i Farum med Tryghedsvandring55?

 

Natteravnene i Farum vil 5.maj 2017 markere alle Furesø-borgeres fokus på og behov for tryghed i lokalområdet med en event i samarbejde med kommunen og alle lokale grupperinger der deler vores ønske om tryghed. Derfor inviterer vi til en særlig Nattevandring med vores erfarne Natteravne - men denne aften kan man også netværke på tværs af borgergrupper, møde sin lokalpolitiker, grundejerforening osv., få genopfrisket sine førstehjælps-kundskaber, få opdateret sin viden om aktuelle udfordringer mod trygheden i eget lokalmiljø, nattevandre iklædt den gule jakke og uddanne sig til Natteravn - alt sammen på én aften.

 

Tryghed i vores nærområde er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, vi selv skaber ved at gøre en indsats. Hvis indsatsen ikke gøres, er der mulighed for, at andre forhold tager over. Det skaber utryghed. Vores lokale engagement gør forskellen.

 

Natteravnene i Farum opererer i nærområdet for at skabe tryghed i nattelivet. Dét er vores primære formål, og hvis vi kan skabe yderligere tryghed om dagen og/eller i særlige områder af vores by, er vi kun tilfredse med det. Det kræver en indsats - og flere aktive Natteravne.

 

I samarbejde med Furesø Kommune forsøger Natteravnene, iklædt vores iøjnefaldende, gule jakker, at bidrage til at skabe tryghed ved vores tilstedeværelse og synlighed i området. Vi håber, det også kan reducere uroligheder og kriminalitet i vores boligområder. Det ville være positive sideeffekter. Vi er ikke noget vagtværn men en organisation af frivillige, som sender det klare budskab, at vi er interesserede i, hvad der foregår i nærområdet.

 

Se mere her: www.tryghedsvandring55.dk/tilmeld


Venlig hilsen

Natteravnene i Farum